Operativ fjernelse af tænder – Amotio

Introduktion

Der kan være flere årsager til at en tand skal fjernes, såsom:

● Betændelse i det omgivende tandkød

● Tandpine

● Caries

● Tandfraktur

● Nedbrydning af nabotand

● Fordybet tandkødslomme ved nabotand til grobund for bakterier

● Indskrænket gabeevne

● I forbindelse med tandretning

● Tandcyste i relation til tanden

 

Vi vil i klinikken tage et røntgenbillede og lave en klinisk undersøgelse for at vurdere, om du har behov for at få tanden fjernet ved et mindre indgreb i lokalbedøvelse.

 

I langt de fleste tilfælde er det tilfredsstillende med konventionelle røntgenbilleder. Imidlertid kan nogle tænder have en lejring, der kan gøre det nødvendigt med en supplerende CT-scanning, for at kirurgen har tilstrækkelig information til vurdering og diagnostik inden behandling. Denne optagelse tages umiddelbart før behandlingen.

 

Hvordan foregår en operativ tandfjernelse?

Vurderes det at en tand skal fjernes operativt, udføres dette ved at kirurgen skubber tandkødet lidt til side, sådan at der dannes overblik over tandens placering. Herefter løsnes tanden let. I nogle tilfælde er der behov for en smule mere plads omkring den pågældende tand, så den kan fjernes. Er dette imidlertid ikke nok, kan der være behov for at dele tanden for at få den ud.

 

Mange patienter har et ønske om, at den fjernede tand erstattes med en ny kunstig tand, især i front-regionen. Er dette tilfældet er det vigtigt med så meget bevaret kæbeknogle som muligt, hvorfor vi altid udfører operation skånsomt så mest mulig kæbeknogle bevares. Tandens omgivende knogle bevares bedst ved skånsom operation frem for almindelig tandudtrækning. Dermed giver en lille operation et godt grundlag for den efterfølgende mulighed for at erstatte den pågældende tand.

 

Efter behandlingen instruerer og vejleder vi grundigt i, hvilke forholdsregler du bør tage i tiden efter operationen.

 

Bedøvelse og smertedække før, under og efter operationen

Smertefri behandling er et krav hos os. Vi gør meget for at mindske niveauet af gener før, under og i dagene efter behandlingen.

Dette foregår ved, at vi allerede inden behandlingen giver dig smertestillende tabletter, som virker forebyggende mod smerter og overtager den smertedækkende effekt når lokalbedøvelsen er aftaget.

 

Den operative teknik vi benytter, medfører at tanden fjernes skånsomt, hvilket i sig selv er medvirkende til at generne de efterfølgende dage er så få som muligt. Egentlige smerter er sjældne og forebygges ved at følge den vejledning og instruktion du modtager i forbindelse med behandlingen.

 

Efter operationen gives en recept på smertestillende tabletter, som skal tages tre til fire gange dagligt i mindst tre dage efter operationen.

 

Komplikationer

Langt de fleste operative tandfjernelser forløber uden problemer, men selvom det sjældent ses er der, som ved de fleste andre operationer, en mindre risiko for komplikationer. Vurderes det, at en given behandling vil kunne medføre sådanne komplikationer, informeres du altid om dette forud for behandlingen.

 

Helbred og allergi

Heling forløber normalt uden problemer hos raske personer. Mange almensygdomme kan dog påvirke helingen, f.eks. sukkersyge. Det gælder også forskellige former for medicin og selvfølgelig tobaksforbrug. For at kunne planlægge din behandling bedst, er det derfor altid vigtigt for os at kende til din fulde sygdomshistorik og eventuelle allergier.

 

Gode råd

Sørg for at have spist et godt måltid op til selve operationen, da din krop har brug for næring for optimal heling.

 

Det kan virke beroligende for mange at kunne lytte til musik under behandlingen. Du er derfor velkommen til at tage din egen musik med.