Der eksisterer stadig en holdning til at tandbehandling er ubehageligt – det behøver det ikke at være!
Faktisk er det mindste man kan forlange, at blive behandlet uden at skulle være nervøs for at det skal gøre ondt.
Ved stort set alle operationer i mundhulen, er det tilstrækkeligt at benytte almindelig lokalbedøvelse, som tilsvarer den du får hos tandlægen. Nogle er ikke så glade for få lagt lokalbedøvelse, og det er vi meget opmærksomme på. Når vi giver bedøvelse tager vi os god tid og lægger kun lidt ad gangen. Det gør, at man praktisk talt ikke mærker prikket, og at området foran nålen, hele tiden er bedøvet, således at ubehaget udebliver.
Til patienter med et stort behandlingsbehov, eller til meget nervøse patienter – hvor beroligende medicin eller samtale ikke er tilstrækkeligt, tilbydes fuld narkose. Det er sjældent nødvendigt, men for nogle er det en stor trøst at kunne benytte sig af.
Bedøvelsen er normalt aftaget i løbet af 2-4 timer og virker ikke-sløvende. Du vil kunne genoptage daglige gøremål umiddelbart efter og modtage grundig instruks omkring forholdsregler efter behandlingen af vores personale.
Vi har mange muligheder for at forebygge og behandle smertetilstande. Som udgangspunkt bestræber vi os på at begrænse brug af medicin til et minimum. I forbindelse med nogle typer af betændelsestilstande kan det dog være nødvendigt at indlede en antibiotikakur. Vi sørger altid for smertedække af vores patienter i forbindelse med behandlingen.
Skulle du alligevel mod forventning opleve ikke at have tilstrækkelig effekt af den smertestillende medicin, skal du kontakte klinikken. Uden for træffetid kan du altid få hjælp via Akuttelefonen 1813